Måned: november 2018

Laksefrikadeller

Laksefrikadeller

Så er det tid til en lille nem opskrift på laksefrikadeller. Har du aldrig lavet fiskefrikadeller før, så bare tænkt på, hvordan man laver almindelige frikadeller og så blot udskift kalv- og svinekød med fisk. Totalt easy. Når jeg har lavet disse frikadeller, ryger de […]

Stop chokoladetyven

Stop chokoladetyven

Nu nærmer vi os så småt decembermåned. For mindst en måneds tid siden spottede jeg det første juleslik i dagligvarebutikkerne. Det er ligesom, når de først har taget hul på gotterierne, så bliver det bare til mere og mere. Til sidst bugner butikkerne af slik, […]

Kim Larsen – Tanker i november

Kim Larsen – Tanker i november

Ballerina

“Det er en kold tid, som vi lever i”, sang Kim Larsen engang. Den sang passer godt til tiden lige nu. Det er lige før, at jeg har iført mig skøjter og strutskørte på vej ud til bilen om morgen. For der må da snart være is på. Lige en lille salto inden jeg sigter efter bilendøren, men sikkert ender i hækken over mod naboen med skøjter i vejret og skørte om ørene. Nu mangler jeg blot at skrive: Så er det ikke første gang. Men det er nok at overdrive 😉

Kære Kim

Jeg tror aldrig, at jeg nåede at opleve ham live den kære Larsen. Jeg så ham dog ofte på tv som barn. Jeg husker filmen “Midt om natten”. Den var lidt barsk dengang. Men jeg kunne godt lide at se den alligevel. Ham fyren Spacy gav mig dog myrekryb. Og så syntes jeg, at det var lidt synd at Kim Larsen ikke fik Susan Himmelblå.

Det er ligesom, at Kim Larsen altid har været der. Han var der, ligefra da jeg blev født og mange år efter. Han var lige så almindelig, som den solsort jeg jævnlig møder på vejen ud til bilen, når jeg skal mod Århus. Eller vinden der strejfer mit hår. Når man tænder radioen, kan man være heldig at høre en af hans sange. Der er mange, som virker så bekendte, at ordene nærmest automatisk strømmer ud fra min mund og bliver til et nærmest rungende brøl og nok virkelig falsk efterligning. Det lyder sikkert forfærdeligt. Men heldigvis er jeg alene på den mørke landevej.

Det gav et lille spjæt i min mave, da jeg så for noget tid siden læste på tekst tv, at han var død. For et øjeblik gik tiden lidt i stå. Jeg havde godt lagt mærke til at han var blevet lidt grå. Når han blev vist på tv, sad han på en stol og sang under koncerten. En fortalte mig engang, at han sad ned under hele koncerten. Jeg var ikke klar over, at han var syg. Jeg nåede aldrig at lære ham at kende. Ihvertilfald ikke sådan personligt, men måske lidt alligevel gennem hans sange. For dem har jeg hørt mange gange. Det var musik, som blev spillet i mit barndomshjem.

Jeg kan huske, da han spillede med Bellami og sang “Om lidt blir’ her stille”. Uha det var ikke min favorite, selvom det er en smuk sang. Dengang syntes jeg, den var lidt sørgelig. Det her med at sige farvel. Det er aldrig rart. Man siger farvel, og så sniger hverdagen sig ind af døren bagefter. Den prikker en på skulderen og minder om de daglige rutiner, arbejdet, vasketøjet, hunden, der skal have gåtur efter aftensmad osv. Nu håber jeg han hygger sig med sin guitar, der hvor musikere kommer hen. Men der bliver heldigvis ikke helt stille. For selvom han er død, lever hans musik for evigt. Den har slået sig fast i den danske kultur, i vores minder, i vores hjerter. Den skal han have tak for.

Foto af Jarl Schmidt fra Unsplash