Denne opskrift på scones med chokolade har jeg lært at lave på mit arbejde som ernæringsassistentelev. Familien elsker den, og derfor vil jeg forevige den her på Internettet. Det lidt flade look fåes ved at rulle dejen ud som en pølse og derefter skære dem ud i stedet for at rulle dem til boller. Bollerne bliver ret store, så en enkelt mætter godt.
Se flere af mine lækre bageopskrifter her
Ingen bagepulver?
Dejen minder en del om en almindelig chokoladebolle, dog er der noget mere fedtstof i denne her. Derfor bliver de også mere som scones. Jeg har tidligere smagt scones med chokolade bagt med bagepulver. De bliver dog hurtigt tørre og kompakte. Derfor er den slags bare bedst på selve dagen de bliver bagt. Disse her holder sig frisk længere. Det er praktisk på et gymnasium, og jeg tænker, at det er derfor, at man har valgt at bruge gær.
Disse scones kan fint fryses og gemmes til en given lejlighed. Ofte bliver de serveret herhjemme til fødselsdage. Men jeg kan også finde på at lave dem en gang i melllem på en helt almindelig hverdag. Det er ofte rart at have lidt sødt til kaffe og te.
Chokolade Scones
Ingredienser
- 350 ml mælk
- 2 æg
- 50 g gær
- 2 spsk sukker
- 1 1/2 tsk salt
- 200 g margarine
- 700 g hvedemel
- 140 g mørke chokoladedråber
Sådan gør du
- Rør æg og mælk sammen og hæl det i en kasserolle.
- Dette varmes det op til 37 grader (lunkent).
- Hæl det i en røreskål.
- Tilsæt gær, sukker, salt og halvdelen af melet.
- Rør rundt indtil massen er homogen.
- Tilsæt margarinen og resten af melet.
- Ælt dejen godt i ca. 10 min indtil den er blank og smidig.
- Tilsæt chokoladedråberne og ælt dejen kort, så de fordeles i dejen uden at smelte.
- Lad dejen hæve i skålen, indtil den når dobbelt størrelse.
- Vend dejen ud på et meldrysset bord.
- Tril dejen til en ca 30-40 cm tyk pølse.
- Skær dejen i 18 skiver og læg disse på skærefladen på to bageplader med bagepapir.
- Lad dem efterhæve i ca 20 min.
- Forvarm ovnen til 190 °C og bag scones’ne i 12-15 min eller indtil de er gyldne.
- De skal ikke lyde hule, når man banker på dem ligesom ved almindelige boller. For så har de fået for meget og bliver for tørre.
- Spis løs 🙂