Forandringsrejsen #1

Forandringsrejsen #1

Erindringer fra barndommen

Så længe jeg kan huske, har jeg altid været overvægtig og vejet mere end, hvad er normalt. Jeg kan huske helt tilbage i min barndom, da jeg startede i børnehaveklassen, hvordan jeg allerede den gang vidste, at jeg var større end de andre børn. Ikke i højden men mere i bredden. Jeg kan egentlig slet ikke huske, at jeg på noget tidspunkt følte mig “normal” på det område. Der var et par andre piger, som også havde et par ekstra kilo, så jeg var ikke helt alene om at være større. Men jeg lå altid i toppen. Drømmen om at være slank fyldte meget i mine tanker. Jeg satte mig mange mål om et vægttab. Men dengang vidste jeg ingenting om kalorier. Jeg kan heller ikke huske, at jeg spiste mange grøntsager. Men jeg elskede slik og at bage kage. Jeg elskede smør, komælk, spegepølse og leverpostej med remoulade og ristede løg. Jeg havde ofte dårlig samvittighed efter at have spist. Dag efter dag lovede jeg migselv at fra i morgen ville jeg spise mindre. Dag efter dag brød jeg det løfte.

Den uendelige sult

Jeg elskede at spise og småspiste dagen lang derhjemme. Omvendt var jeg i skole til om eftermiddagen uden at spise noget som helst. Jeg kunne ikke lide, at folk kiggede på mig, når jeg spiste. Jeg ville hellere, at det skulle se ud som om, at jeg ikke spiste særligt meget. Så var der ingen bebrejdelser. Derfor var det tit sådan, at jeg undlod at smøre madpakke. Når jeg kom hjem, spiste jeg alt det, jeg kunne. Jeg husker endda, at min lillesøster og jeg opfandt en leg, hvor jeg kunne være hende, som spiste hele tiden. Så kunne jeg gøre det uden dårlig samvittighed.

Pjækmåsen

I skolen prøvede jeg at gøre mig lille ved at være den stille pige, som ikke gjorde opmærksom på sig selv. På den måde håbede jeg, at jeg undgik mest muligt interesse. Især hos de børn, som elskede at drille andre. Det virkede også for det meste. Men det gjorde også, at jeg hele tiden var på vagt og passede på ikke at komme i søgelyset. Ind i mellem blev det nok. Så pjækkede jeg ved at “spille” syg over for mine forældre. Så kunne jeg få en time out. Så ud over at være klassen tykke pige, var jeg også månedens gæst. Jeg pjækkede så ofte, jeg kunne. Helt indtil vores klasselærer løftede øjenbrynet, når jeg fredag spadsere ind i klassen og lod som om intet var sket. Jeg havde jo næsten helt “glemt”, at jeg ikke havde været i skole mandag-torsdag. Jeg kan huske, at dengang skulle man aflevere en kontaktbog, hvori ens forældre skrev en besked til læreren om, hvorfor man ikke havde været til stede. I min stod som regel “Laila har været syg”. Da det ikke opklarede klasselæren undren, kiggede han på mig og sagde:” Det er da utroligt, så tit du er syg”. Det kan vidst ikke rigtig passe. at du er sådan rigtig syg”. Jeg kiggede ned i gulvet og op igen og hørte et suk fra læreren. “Hvis det ikke ændrer sig, må jeg jo snakke med dine forældre”.

Frihed

Så det ændrede sig… for en tid. Indtil jeg ikke kunne holde det ud længere. Så startede hele møllen forfra. Jeg kan huske, at når vi efter sommerferien startede i næste klassetrin, havde jeg fået en god timeout og klarede ofte nogle måneder inden pjæktarmen skreg. Jeg elskede sommerferien og ønskede den ville vare evigt. Her kunne jeg føle mig fri og være glad. Men inden man så sig om, var sommerferien forbi. Skolen startede igen, og det samme gjorde følelsen af at være anderledes. Når jeg tænker tilbage, blev jeg egentlig sjældent drillet. Men jeg gik med en konstant angst for det. Jeg havde veninder, som jeg legede med efter skole. Jeg blev ikke holdt udenfor i klassen. Men skammen over at være tyk, fyldte så utroligt meget. Den var der altid og mindede mig om at være flov over mit udseende og over, at jeg ikke kunne tabe mig.

Den lange rejse

Det er nu gået så mange år og meget er sket siden. Men utrolig nok er det først nu, at det rigtig er lykkedes mig for alvor at tage kampen op mod kiloene. Jeg har prøvet det mange mange gange før. Ind i mellem har jeg også troet på det, men som mange andre sikkert kender det, så er det endt i total fiasko efterfulgt af flere måneder overspisning. Men denne gang, denne gang tror jeg på det. Jeg kan mærke det. Jeg har aldrig haft det så godt. Det føles som en lang rejse, der bliver ved og ved. Der er stejle bakker, med broer og vandhuller. Ind i mellem er det som at springe et par meter ned. Andre gange er det bare lige ud, og vejen føles så let. Jeg tør knap nok at kigge mig tilbage. Tænk hvis fortidens klør tager fat igen. Den gamle angst er blevet erstattet med en ny angst for at falde tilbage til den tid, der var engang. Jeg kan dog mærke en forskel. Angsten ikke så stor. Det er ligesom, at jo længere tid der går, jo mindre fylder den. En dag kan jeg måske pakke den i en kasse og sende den til langbortitan. Det der endnu stadig er tilbage, minder mig om at blive ved med alt det gode for aldrig at vende tilbage til det gamle igen. Jeg tror på det.

Følg mig her:


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *