Fuglekvidder – småkagen, som gør fuglene misundelige
Mangler du lige en småkage, som skiller sig lidt ud fra mængden af lækkerier på kagebordet? Så skulle du prøve at lave disse fuglekvidder småkager.
Du får en sprød, sød og utrolig lækker smagsoplevelser med disse sjove småkager. Opskriften har jeg i sin tid fået af min svigermor. Den har været væk i mange år. Så forleden dag fik jeg sorteret i mine opskrifter og voila! Der var den. En gammel fotokopieret opskrift med håndskrevet tekst.

Hvor stammer navnet “Fuglekvidder” mon fra?
Navnet “Fuglekvidder” tænker jeg kommer fra de forskellige frø og kerner opskriften indeholder. Det giver efter bagningen småkagen en nøddeagtig duft. Småkagen er sprød og sød, og der er lidt at tygge på. Advarsel! Frøene har det med at sætte sig i tænderne 🙂 Det giver tungen lidt at arbejde med bagefter.

Er småkagerne sunde?
Det afhænger vel af, hvor mange man spiser og hvor ofte 🙂 Men generelt kan man sige, at frø og kerner er gode kilder til fedtstof og protein. Er man sund og rask anbefales vi at spise 1-2 spiseskefulde forskellige frø om dagen i de danske kostråd (1). Dette er inklusiv de frø, som findes i rugbrød, mysli, knækbrød og lignende.

Hvad koster det at lave Fuglekvidder småkager?
Det koster ca. 19 Kr. at bage Fuglekvidder småkagerne. Dette er beregnet ud fra de præcise mængder, der er i opskriften og med de priser, som er i dag på dagligvarer hos Rema1000. Der er ikke medregnet udgifter til el og vand.
Se flere opskrifter på mine favoritsmåkager her




Fuglekvidder
Ingredienser
- 1 æg
- 200 g sukker
- 1 dl sesamfrø
- 1 dl solsikkefrø
- 1 dl hørfrø
- 1 dl hvedeklid eller havreklid
- 2 dl havregryn finvalset
- 2 spsk hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 150 g smør eller margarine
Sådan gør du
- Start med at piske æg og sukker i et par minutter indtil det bliver hvidt og luftigt.
- Find en skål og bland alle tørre ingredienser godt sammen.
- Smelt smørret i mikroovnen eller i en kasserolle.
- Gør æggemassen og smørret i den tørre blanding, og bland det hele godt sammen.
- Forvarm ovnen til 200 grader C.
- Imens fordeles dejen med en spiseske i 60 små toppe på en bageplade med bagepapir. Der skal være god plads i mellem dem, da dejen flyder ud under bagningen.
- Bag småkagerne i ca. 9 minutter i ovnen. De skal blive gyldne.
- Småkagerne afkøles et par minutter efter bagningen, inden de flyttes over på et fad eller i en dåse. De skal være helt afkølet, inden der lægges låg på dåsen.
Nutrition
Kilder
Blot til information
Denne hjemmeside er støttet af læserne. Jeg kan få kommission for køb foretaget via links i dette indlæg.