Intermittent fasting og vægttab er en populær sundhedstrend, som dukker op ind i mellem. På dansk kan Intermittent fasting (IF) oversættes til “periodisk faste.” Folk vælger ofte IF pga, at de har et ønske om vægttab. Ved IF er det vigtigere at have fokus på, hvornår du spiser fremfor, hvad du spiser. Der er derfor ikke tale om en egentlig diæt, men det er mere dit spisemønster, som er i fokus.
Vi faster alle sammen, når vi sover. Typisk vil man have en periode på 8-12 timer fra aften til næste morgen, hvor man ikke spiser noget. Det at faste er egentlig ikke noget nyt. Mennesker kan fungere i længere tid uden mad. Dette er praktisk, da maden for mange år siden ikke var så nemt tilgængelig, som den er i dag. Det er også ret normalt at faste i forskellige religiøse sammenhænge. IF kan gennemføres på forskellige måder, hvor man enten opdeler dagen eller ugen i fasteperioder. Her gennemgås nogle forskellige varianter af IF:
16/8 metoden
Dette er nok den mest populære at de forskellige fastemetoder. 16/8 metoden går ud på, at du har et tidsrum på 8 timer, hvor du må spise, hvorefter du faster i 16 timer. Det vil sige, at fasteperioden er længere, end man typisk vil se hos de fleste mennesker. Hvis du ikke er typen, som spiser morgenmad, kunne denne metode måske appellere til dig.
En dag kunne se således ud:
- Kl. 12 Frokost
- Kl. 15 Eftermiddagsmåltid
- Kl. 18 Aftenmad
Relaterede artikler –> Vægttabsstrategier
Spis – Stop – Spis metoden
Denne metode går ud på, at du faster hver 2. dag. Det vil sige, at din fasteperiode varer 24 timer af gangen efterfuldt af en dag hvor du spiser ad libitum. Du spiser typisk 0% af dit energibehov på de fastende dage. Nogle varierer med optil 25% på de fastende dage.
5:2 metoden
Denne metode var populær for 7-8 år siden og gik under navnet “5:2 kuren”. Her spiser man 500 kcal som kvinde eller 600 kcal som mand to ud af ugens syv dage. Dette svarer typisk til 20 – 25% af ens energibehov hos en gennemsnitlig kvinde/mand. Dagene må ikke være i forlængelse af hinanden. Det kunne derfor fx være tirsdag og torsdag, man spiser sparsomt. Resten af dagene spiser du, som du plejer. Det smarte ved denne metode er, at du blot skal bevare fokus to dage i ugen, hvorefter du kan “slappe af” og følge dine normale spise- og madvaner resten af ugens dage.
Virker Intermittent fasting og vægttab?
Du kan godt tabe dig med IF. Dette skyldes at ved at begrænse antallet af daglige måltider i løbet af dagen eller ugen, øges chancen for at du kommer i kalorieunderskud. Det vil sige, at du får færre kalorier fra mad, end du plejer, hvis du ellers ikke blot spiser endnu mere i de tidsrum, du må spise.
Hvilke fordele eller ulemper er der ved Intermittent faste?
Nogle kan opleve en øget følelse af sult pga. de længere fasteperioder uden mad. Sult er egentlig kroppens signal til, at du har brug for mad. Disse signaler kan du blive nødt til at ignorere, hvis der endnu er flere timer til, at du kan spise. Det kan være svært og ubehageligt at være sulten i en længere periode. Omvendt lærer du, hvordan din sult føles, idet der går længere tid end normalt mellem måltiderne. Nogle oplever at starten kan være svært, hvorefter de vænner sig til at undlade at spise i længere perioder. Nogle oplever at blive hyperaktive, når de ikke har spist i en længere tid og andre bliver i dårligt humør, får hovedpine og bliver trætte.
Læs de nyeste artikler om vægttab her
Intermittent fasting er en ret simpel metode, idet du ikke har et sæt madregler at skulle følge. Derved kan det være ret let at komme i gang, og du skal ikke bruge en masse energi på at sætte dig ind i nye opskrifter, kostplaner eller lignende. Du kan spise det, som du har lyst til. Omvendt kan det at spise lidt eller ingenting i perioder “trigge” overspisningsperioder på de dage eller tidsperioder, hvor du må spise. Du kan også komme til at spise mere i spiseperioderne, end du egentlig tror for at kompensere for den mad, du mangler.
IF kan være en effektiv metode til vægttab hos nogle mennesker alt efter, hvem man er og, hvad man har med i rygsækken på livets landevej. Der er ikke belæg i forskningens verden for at anbefale metoden som en generel god vægttabsstrategi til mange mennesker, da det er uvist om metoden er effektiv på længere sigt.
Kilder
- Fasting for weight loss: an effective strategy or latest dieting trend?
- Differential effects of alternate-day fasting versus daily calorie restriction on insulin resistance
- Intermittent fasting interventions for treatment of overweight and obesity in adults: a systematic review and meta-analysis