Hjem » Min morgenrutine med Flylady-systemet
Min morgenrutine

Min morgenrutine med Flylady-systemet

af Laila
Udgivet: Sidst opdateret den

Min morgenrutine med Flylady-systemet

En morgenrutine kan hjælpe dig med at få nogle ting gjort fra øjeblikket, du står op. Dette er smart, da det kan have en positiv effekt på resten af din hverdag. I denne artikel kan du læse om min morgenrutine inspireret af Flylady, og hvordan den hjælper mig til at opnå ro og mindre kaos i mit liv.

Jeg har det sidste stykke tid arbejdet meget med nye rutiner og særligt min morgenrutine og aftenrutine. Dette har jeg gjort siden, jeg læste bogen: “Sink Reflections“. Dette er en bog, der kan hjælpe folk som jeg, der altid har følt, at man ikke har kunnet holde et hjem rent, pænt og opryddet. Bogen er skrevet at “Flylady” Marla Cilley, som selv har haft samme problemer. Men med tiden har hun lært sig en metode, som skaber overblik og et pænt og rent hjem med relativt få minutters anstrengelser dagligt.

Du kan læse flere af mine blogindlæg om rutiner og vaneændring her:


Programmet kaldes The Flylady System. Det handler bla. om at skabe sig en morgenrutine. Det giver dig en god start på dagen og effekten af rutinen er stor resten af dagen. En morgenrutine er altså nogle ting, som du gør i en given rækkefølge, som det første, når du står op. Det er vigtigt at være vedholdende. Bliver det for svært, er det tegn på at din rutine indeholder for mange opgaver.

Min morgenrutine ser indtil videre således ud:


Tag tøj på og gør dig klar. Det bliver en god dag! 🙂

Jeg står op kl. 5 – 6 hver dag (også i weekenden som regel). Tøjet er allerede lagt frem aftenen før (det er nemlig en del af min aftenrutine). Derfor tager det kun et minut af hoppe i dagens sæt tøj. Jeg behøver ikke bruge tid på at finde ud af, hvad jeg skal have på denne dag.

Jeg går derefter ud på badeværelset, hvor jeg bruger lidt cremedeo, læbepomade og lægger lidt make-up. Makeuppen er sparsom de dage, jeg arbejder i hjemmeplejen. Hvis jeg arbejder hjemmefra eller har fri, så lægger jeg mere makeup og tager smykker på. Det er vigtigt i Flylady-systemet at gøre sig klar hver eneste dag. Det giver en god “efter-effekt” på resten af dagen, og du undgår at flygte ud på badeværelset, hvis nogen pludselig ringer på døren. Tro mig. Det har jeg prøvet mange gange 🙂

I Flylady-appen (som er gratis) har jeg skrevet til mig selv “Det bliver en god dag”. Dette giver lige et smil på læben og hjælper mig til at tro på, at det nok skal gå. Denne simple sætning kan ændre ens mindset fra altid at tænke negativt og på alt det, der kan gå galt til at blive mere positiv og tro på at det nok skal gå – også i dag 🙂



Swish & Swipe

Swish & Swipe er et udtryk fra bogen “Sink-Reflections“, som egentlig bare går ud på at tørre spejl, vask og toilet af. I starten tog det mig nok 5-6 minutter. Det gjorde det, fordi badeværelset ikke var rent. Men efter et par gentagelser tager det mig nu kun 2-3 minutter ca. Det fede ved “Swish & Swipe” er, at man har et badeværelse, som ser rent ud hver dag! Vasken plejede altid at være støvet hjemme hos os. Det samme gjaldt for toilet og den lille hylde under spejlet. Selve spejlet plejede at have stænk af tandpasta. Men nu er det anderledes. Nu ser badeværelset altid rengjort ud. Det er utrolig lækkert, og igen er det så lidt, der skal til. Det er det, som jeg elsker ved “Flylady-systemet”. Små anstrengelser = stor virkning! 🙂

Red sengen

Sengen bliver redt. Nogle gange kommer Pixel mig i forkøbet. Så jeg må vente lidt med at redde den, da hun elsker at ligge tværs over min madras. Men en ting er sikkert: Sengen er redt, inden jeg forlader huset eller indenfor de næste par timer. Det er bare så dejligt, når den er redt. Det ser godt ud! Desuden virker soveværelset mindre rodet. Igen er “sengeredning” noget, som kun tager 1-2 minutter max.

Smør smørrebrød

Når jeg ellers er færdig på toilettet, er det tid til at smøre en god håndfuld håndmadder. Det er en rutine, jeg allerede havde arbejdet med inden, jeg opdagede Flylady, og har arbejdet med i længere tid. Hver morgen smører jeg ca. 10 halve stykker rugbrød med salat, pålæg og pynt. De skal se appetitlige ud. Det er ikke helt smørrebrød med nærmere en mellemting mellem et stykke smørrebrød og en håndmad. Lidt mere pynt og pålæg end en håndmad men knap så meget pynt og pålæg som et stykke smørrebrød.

Grunden til at jeg startede med denne rutine, var, at jeg altid (næsten) har fri kl. 13 eller arbejder hjemme og derfor har mulighed for at spise frokost sammen med René. Der er bare ikke noget så dejligt, som at komme hjem, og så er maden klar. Det er den nu, og det er en stor lettelse hver dag 🙂


Tøm opvaskemaskinen

Det er ikke altid nødvendigt at tømme opvaskemaskinen. Det kommer an på, om den har været i gang aftenen før. Nogle gange kører vores opvaskemaskine flere gange dagligt – fx hvis vi har gæster, eller når jeg går amok med bagning eller madlavning i køkkenet. Andre gange kører den kun ca. hver anden dag.


Nogle gange har René allerede tømt den. Men er opvaskemaskinen fyldt med rent service om morgenen, bliver den tømt. Det tager ca. 3-5 minutter.

Giv Pixel mad

Imens jeg smører smørrebrød, plejer Pixel at komme listende. Hun bliver ofte trofast siddende og kigger på mig, indtil jeg giver hende mad. Hun har altid tilgængeligt vand og hundepiller. Men ca. 2-3 gange dagligt får hun en portion hundepiller med lidt ekstra godt i. Det kunne fx være lidt lun leverpostej, kyllingebryst eller lidt rester fra aftensmaden. Hun spiser derfor ofte, når vi også spiser.

Nogle gange hjælper det til, at vi får madro. Andre gange tigger hun om mere mad ved bordet, selvom hun lige har spist en stor portion selv 🙂

Morgenmad

Spis morgenmad

Når jeg er færdig med at lave smørrebrød, er det tid til min egen morgenmad. Jeg har allerede sørget for, at der er frisk lavet te eller kaffe på kanden. Det er nemlig en del af min aftenrutine at programmere kaffemaskinen, så den selv går i gang med brygningen om morgenen. Lige for tiden spiser jeg ofte en blanding af Branflakes og havregryn med skummetmælk og brun farin.

Det er jeg bare blevet helt vild med. Hvis jeg er hjemme og René er oppe, spiser vi ofte morgenmad sammen. Så får jeg et rundstykke eller lidt hjemmebag fra fryseren med ost og marmelade.

Check kalenderen

Noget af det sidste jeg gør er at checke min Google kalender. Jeg har en app på mobiltelefonen, hvor jeg hurtigt kan se, hvad der skal ske i løbet af dagen. Min hukommelse er ikke altid så god, så jeg er afhængig af at skrive ting i kalenderen. Sådan har det altid været. Jeg har “desværre” ingen klæbehjerne.

Jeg har før prøvet at købe en papirkalender, da det ser lidt smart ud. I ved sådan en A5 med spiraler i ryggen. Men jeg har aldrig brugt den særligt længe. Enten er den blevet væk eller også har jeg glemt den hjemme. Eller også har jeg ikke fået den opdateret. Men min Google kalender har jeg altid på min mobiltelefon. Så det virker! 🙂

Sæt vasketøj over

Flylady fortæller i sin bog om, at man skal regne med at vaske et hold tøj hver dag for at kunne følge med. Det gælder dog ikke helt for os. Men vi er også bare 3 (inklusiv Pixel). Så jeg vil tro at ca. hver anden eller tredje dag, kører vaskemaskinen. Dog har det altid været René, som har været den, der vasker tøj hjemme hos os.

Så ofte er det ikke nødvendigt for mig at udføre denne rutine. Men har jeg en hjemmedag, sker det af og til, at jeg gør det.

Vedholdenhed

Det vigtigste for morgenrutinen er vedholdenhed! Ellers bliver det aldrig en rutine eller vane. Hvis du selv vil i gang med en morgenrutine og oplever, at det ligesom løber ud i sandet og ikke bliver til noget, så er det tegn på at rutinen er for krævende. Flylady siger, at man i dette tilfælde skal skære ned på opgaverne. Dette er også det, som jeg har lært efter BJ Foggs teori: Tiny habits (små vaner). Han er en amerikansk professor i adfærdsændring og er super god til det der med at ændre vaner. Han siger nemlig også at, hvis tingene ikke bliver gjort, har man sat barren for højt.

Indtil videre får jeg gjort tingene, så det tyder på at barren er sat i en passende højde til mig. Siden jeg har arbejdet med morgenrutinen, er der sket mange gode ting og ændringer i vores hjem. Det er ligesom at morgenrutinen er bare en start og har givet meget mere med sig. Det har givet mig blod på tanden til at gøre mere 🙂

Andre relevante artikler

Efterlad en kommentar

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan fravælge det, hvis du ønsker det. Accept Læs mere

Privacy & Cookies Policy