For et par aftener siden, lavede jeg for første gang Minestrone suppe. Minestrone er en italiensk suppe, som oprindeligt var sådan en slags restsuppe. Den bestod af årstidens grøntsager.
For en god uges tid siden, var der en fennikelknold med i frugt- og grøntsagskassen fra Aarstiderne. Jeg havde spekuleret i nogle dage på, hvilken ret, den skulle indgå i. Jeg har aldrig tilberedt sådan en fætter før. Det er forresten en utroligt velduftende grøntsag, som dufter af lakrids syntes jeg.
Se flere af mine opskrifter på aftensmad her
Nå, anyway… Så var jeg i Kvickly en dag og blev forøvrigt busted af svigermor, i mens jeg stod med næsen begravet i en kogebøg i deres bogafdeling. Da fandt jeg en grundkogebog, som var for fristende til ikke at skulle med hjem, og i denne bog var opskriften på minestrone. Denne suppe er utrolig velsmagende og let at lave, og så passede det så fint med, at jeg kunne få brugt nogle af de forskellige grøntsager, der var i køleskabet.
Jeg lavede en portion til 2 personer, så husk at gange op, hvis I er flere 🙂
Det er altid dejligt med suppe. Det bliver ikke altid til hjemmelavet suppe herhjemme. Ofte er der en pose Mou kød-ogmelboller i fryseren og en stor blok oksebouillon. Så er der nem mad til de dage, hvor man ikke orker at stå i køkkenet. Andre gange er det bare skønt med en suppe lavet fra bunden.
Minestrone suppe
Ingredienser
- 1 fennikelknold
- 4 gulerødder mellemstore
- 250 g tomater
- 1 løg mellemstort
- 1 spsk. olie
- ½ liter grøntsagsfond lavet af 1 tern + ½ liter kogende vand
- 100 g skinketern
- 1 tsk paprika
- 1 tsk tørret basilikum
- 1 tsk salt og lidt peber
- lidt revet parmesan ost
Sådan gør du
- Jeg startede med at rense fennikelknolden og snittede den i tynde skiver. Gulerødderne blev skrællet og skåret i tern.
- Tomaterne skulle flåes, dvs de skal dyppes i kogende vand i 10 sec. og derefter i koldt vand. Så kan skindet lige smuttes af bagefter. Derefter deles de i kvarte og man fjerner alle kerne, så der kun er tomatkød tilbage. Disse blev så efterfølgende hakket i grove tern.
- Løget blev pillet og hakket i tern.
- Olien blev varmet op i en gryde og skinketernene skulle lige kort svitses, så de blev lidt sprøde.
- Derefter hældte jeg de hakkede løg i gryden og stegte dem i kort tid til de blev klare.
- Resten af grøntsagerne (dog ikke tomater) tilsattes og grydelåget blev lagt på. Grøntsagerne skulle nu dampe under låg i ca 5 min.
- Derefter hældte jeg fonden ved og alle krydderierne. Det hele skulle så koge i ca 15 min.
- Til sidst skulle tomaterne i, som bare lige blevet varmet igennem i suppen.
- Suppen blev smagt til med salt. Jeg tro egentlig ikke, at jeg tilføjede mere salt til slut, da suppen smagte godt, som den var.
- Suppen blev serveret med lidt høvlet parmesanost.
- Vi fik også hvidløgsflutes til. Det er ikke sidste gang jeg laver denne suppe.
- Sikke en smag, og det var dejligt, at man kunne fremstille det hele på ca. 30 min. Jeg tror også, at suppen vil være god med kød- og melboller.