Svinemørbrad i selskab med efterårets frugt og grønt

Svinemørbrad i selskab med efterårets frugt og grønt

Hop til opskrift

For et par dage siden lavede jeg denne lette sag af en karrysovs. Det var ikke uden grund, at den blev uploadet, som den første sovseopskrift her på bloggen. Den indgår nemlig i denne næste ret, som indeholder den velsmagende svinemørbrad. Den oprindelige opskrift er fra Uddannelsescenter Holstebro. Det var her, jeg studerede til ernæringsassistent i sin tid og sidenhen vendte tilbage i praktik som underviser. Det er et fedt sted, og jeg var så glad for at være der. Jeg har som sædvanlig korrigeret opskriften, så den passer bedre ind i et vægttabsforløb. Derfor er bl.a. fløde erstattet med et mere fedtfattigt alternativ og brugen af fedtstof er begrænset. Retten smager utrolig dejlig krydret og har mange smagsnuancer fra blandingen af kød, frugt og grønt.

Hvor sidder mørbraden på grisen?

Som barn rørte jeg ikke mørbrad. Jeg var sikker på at kødets aflange form, kun kunne sidde et bestemt sted på grisen. Jeg undlader at skrive hvor, men måske kan I gætte det 🙂 Det var nok til at appetitten totalt forsvandt, blot jeg så kødet ligge i køleskabet. Men med alder kommer klogskab, og jeg ved at den dag idag sidder mørbraden midt i grisen og ikke under den, som jeg troede i flere år. Det er en af mine ynglings udskæringer fra grisen. Svinemørbrad har en fantastisk mørhed, som opnås ved blot kort tids stegning. Det er også en ret mager udskæring med ca. 3% fedt pr 100 gram (diætistbrillerne sidder i panden).

For billigt til at være sandt

Ind i mellem er det på tilbud, som fornyligt, hvor man kunne købe 3 stk for 75-100 kr. Det er ikke galt. Vi købte engang en stor kasse med frosne mørbrad til billige penge. Det var til vores fælles fødselsdag, hvor jeg bl.a. lavede honningmarineret svinemørbrad. Desværre var vakuumpakkerne fyldt med korte stykker, som var sat sammen, så det lignede den almindelige lange udskæring, man ofte køber. Sikke noget bøvl og sikke et spild med alle de endestykker. Men det har trods alt gjort os klogere på at nærstudere pakkerne, inden de kommer i indkøbskurven.

Svinemørbrad i selskab med efterårets frugt og grønt
Forb. tid
20 min
Tilb. tid
20 min
Tid
40 min
 

Dejlig velsmagende karryret med mørbrad, porrer og æbler. Kan spises med en god salat til og evt. lidt ris.

Type: Hovedret
Antal: 4 personer
Kalorier pr. person/stk.: 350 kcal
Ingredienser
Kød m.m.
  • 1 mørbrad , afpudset
  • 1 tsk olie
  • 2 tsk karry , pulver
  • 1 tsk salt
  • ½ tsk peber
  • 2 porrer , i tynde ringe
  • 1 rød peberfrugt , i strimler
  • 2 æbler , i både
Karrysovs
  • 1 tsk olie
  • 1 løg , lille
  • 1 æble
  • 1 spsk karry , pulver
  • 1 dl vand
  • 2 spsk hvedemel , 20 g
  • 1 spsk grøntsagsbouillonpulver , eller ½ tern
  • 3 dl vand
  • 1 spsk Oma det gode flødealternativ 4%
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk honning
Sådan gør du
Karrysovs
  1. Svits karry i olien i en kasserolle.

  2. Tilsæt æble og løg og lad det svitse med indtil løgene bliver klare.

  3. Melet og 1 dl vand blandes i en lille skål eller rystes i en meljævner

  4. Kom 3 dl vand i gryden sammen med bouillonpulveret.

  5. Når sovsen koger jævnes den med meljævningen.

  6. Lad sovsen koge under låg i 10 min.

  7. Smag til med salt, peber og honning.

Kødet m.m.
  1. Afpuds mørbraden for fedt og sener.

  2. Skær den i 8 bøffer og bank dem lidt flade med håndfladen

  3. Krydder dem let med salt og peber på begge sider.

  4. Varm en pande og tilsæt olien

  5. Svits karryen i ½ minut på panden

  6. Steg bøfferne ½ minut på hver side på samme pande.

  7. Læg bøfferne i en ovnfast fad

  8. Steg nu porrer, peberfrugt og æbler i ca. 2-3 minutter

  9. Hæld dem derefter over bøfferne i fadet.

  10. Hæld til sidst karrysovsen i fadet oven på.

  11. Bag retten i ovnen i ca. 12-15 minutter ved 250 grader. Rør evt. lidt i retten når halvdelen af tiden er gået.

Følg mig her:


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *