Lailas Workshop logo

En blog om madglæde og vægttab

Vanecoach – Et wake up call

God søndag alle kære læsere!

Ok måske lidt naivt, da der sikkert endnu kun er få som læser med på denne blog. Til jer få som læser med idag – God Søndaaaaag! 🙂

Vanecoach uddannelsen

Nå hvor kom jeg fra… Jo, ser I. Jeg er startet på en ny “mini” uddannelse, som hedder Vanecoach. Det er nok den bedste beslutning, jeg har truffet længe. Det er ikke helt gratis, men absolut (indtil videre) pengene værd. Vi lærer jo at coache (bingo). Derfor skal man på holdet også coache hinanden. Hm… Jeg var snedig (troede jeg ) og valgte et emne, som jeg forestillede mig var ret nemt at snakke om og ikke ville få mig helt ud der, hvor det gør ondt, og hvor tårerne presser på. Da kurset handler om coaching ift. at ændre vaner, tænkte jeg, at det kunne være fedt at få lidt mere kontrol over, hvad jeg spiser, når jeg skriver opgave til diætiststudiet. Derfor valgte jeg et simpelt mål som at: Jeg vil spise mindre slik, når jeg skriver opgave.

Jeg mister kontrollen

Ser I, når jeg tager de store studiebriller på og går i gang med det skriftlige, så holder jeg ikke fokus længere end ca. 30-45 min. Derefter vandrer jeg som en zombie, nærmest uden at tænke (deraf udtrykket zombie) ud i køkkenet, åbner skuffen…knækbrød….er der andet… åbner skabet over miniovnen…der! Slik fra i fredags. Lækkert! I starten tager jeg et enkelt stykke. Jeg lægger nærmest ikke mærke til, at jeg i løbet af den efterfølgende time skifter vandren til at jeg nærmest som et S-tog suser mellem computer og køkken. Haps! Så røg der endnu et stykke i min mund. Og endnu et…og endnu et… Kender I det? Man tror man har kontrollen bare det bliver liggende i skabet. Til sidst tager jeg hele posen med ind på skødet, imens jeg sætter mig og prøver at skrive videre på opgaven. Men nu, er det jo endnu nemmere at spise mere slik. Så resten af studietiden går med at skrive nogle få sætninger, imens jeg gumler løs på det ene efter det andet stykke lækkert sødt slik…næsten for sødt nu… og alligevel fortsætter det, indtil posen er tom. Slut. Ja tror I nok… Men nej, for hvad er der ellers at finde i det køkken? Kunne der være noget andet tilovers? Opgaven bliver ikke skrevet færdig den dag. Dagen ender ofte med, at jeg må springe aftensmaden over, fordi jeg simpelthen har spist så mange kalorier, at hvis det ikke får en ende, så er vægten steget næste dag.

Værdier

Jeg blev så til vanecoach sessionen spurgt om, hvad jeg ville opnå ved at spise mindre slik. Jeg valgte ord som: Mere kontrol … og deraf bedre styr på kalorierne … og deraf få skrevet opgaven færdig. Men også at bevare og fortsætte med mit efterhånden store vægttab… fordi det er vigtigt for mig. Det er noget som har tynget mig hele livet både i mit sind og i min krop. Det har påvirket, hvordan jeg har haft det i mange år. Ja, jeg kan blive med og jo dybere jeg fortæller om hvorfor jeg vil lave lige netop denne ændring, finder jeg ud at det handler om meget mere end bare en pose slik på mit skød. Det handler om alt det som var engang, og det som er nu.

Pyha jeg kom aldrig til at tale om det helt så dybdegående, da det var en øvelse, som tog 10-15 min. Jeg holdt med vilje lidt igen, da det blev meget følsomt at snakke om, og jeg havde ikke lyst til at bryde sammen i gråd midt i en stor forsamling af mennesker. Men det hele giver mening. Jeg kan mærke at dette første modul har givet utroligt meget. Jeg glæder mig til at kunne give det videre til de mennesker, jeg selv kommer til at coache en dag. Wauw det bliver stort!

 

Del dette indlæg

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Lignende artikler