I dag er det den 20. april, og jeg har fødselsdag. Yay! Endnu et år er gået, og jeg er blevet lidt ældre end sidst. Ikke dårligt hva? 🙂 Hellere blive ældre end ikke at blive det – er det ikke rigtigt? 🙂 Jeg kan fortælle jer, at det er lykkedes mig at blive 44 år nu. Tænk engang. Det er jo en sejr i sig selv.
Fælles fødselsdag
Jeg fejrer officielt først min fødselsdag den 14. maj sammen med René i år. Vi har de sidste mange år holdt en fælles fødselsdag. Det skyldes at vores fødselsdage ikke ligger så langt fra hinanden, og så mindsker det antallet af fejringer i foråret. Der er nemlig en del af disse i familien. Vi er også lige gamle. Eller jeg er faktisk lidt ældre end René – ca 3 uger. Det er meget i Renés verden, og han har altid sagt, siden vi mødtes, at jeg blev gammel!
Mine fødseldagsønsker
Jeg har ønsket mig lidt forskellige ting i år. Her ser I nogle af dem:
- Fjederpunch fra Fiskars
Disse skal jeg bruge til at lave små huller i mine kort. Jeg laver jo ind i mellem kort til fødselsdag og andre begivenheder. - Multi universalsaks fra Fiskars
Jeg har kun to sakse tilbage til min hobbykreation. Den ene er af dårlig kvalitet og den anden er en pincetsaks. Derfor mangler jeg bare en saks til lidt af hvert. - Posca Tusch
Jeg kunne så godt tænke mig at male på sten. Det syntes jeg er så flot, og man kan lave de mest nuttede små figurer og lægge i sin have, vindueskarm m.m. Disse tusser kan tegne på alt muligt, og jeg har hørt at de skulle være gode.
- Ariete Party Time Popcornsmaskine
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker maskiner. Denne her popcornmaskine, kan lave popcorn uden fedtstof. Det er ret smart. - Severin Induktionskogeplade
Jeg kunne godt bruge sådan en single kogeplade til de videoer, som jeg optager til Youtube. - Meater Plus stegetermometer
Dette stegetermometer kan vise temperaturen via en app, og er dermed trådløs. Jeg har faktisk den lille model. Men den rækker ikke særligt langt. Derfor ønsker jeg mig den, som lige er lidt stærkere i signalet.
Jeg har også mange andre ønsker såsom håndklæder i blå, blå sengetøj, brødkurve, lyskæde til haven og meget mere. Det har aldrig været et problem for mig at finde ønsker. Der er altid noget, som kan gøre livet lidt lettere eller som der lige kunne bruges her og der.
Min fødselsdagsmenu
Som sagt så holder jeg officielt først fødselsdag den 14. maj. Men jeg har alligevel inviteret lidt gæster til i aften. Menuen kommer til at bestå af:
- Grøn kartoffelsalat med pølser og frikadeller og sommersalat
- Fødselsdagskage med Dannebrog, macaroons og frisk frugt og bær
Det er noget, som jeg kan gå og hygge mig med at lave i løbet af dagen. Nogle af opskrifterne er allerede på bloggen. Resten følger om ikke så længe.
På den officielle fødselsdag i maj har jeg planlagt et amerikansk tema. Jeg har allerede købt amerikanske servietter og flag. Det bliver fedt. Jeg har ikke fastsat menuen endnu. Der er så meget at vælge imellem. Men det skal nok blive godt. Det er jeg sikker på 🙂