Dette er en efterhånden lidt ældre opskrift, som jeg hvert år finder frem inden Store Bededag. Det er nemlig den bedste opskrift på hveder, jeg nogensinde har lavet og smagt. Hemmeligheden er, at man bruger kardemommekapsler, og så laver man en fordej dagen før. Det er prikken over i’et. Opskriften er oprindeligt fra Claus Meyer. Dog er det ikke den samme opskrift mere, som findes på hans hjemmeside. Han har ændret den en del siden, sikkert for at gøre den mere læservenlig. Jeg har beholdt det meste. Der er dog får ændringer i den oprindelige opskrift, da den kun var med almindeligt hvedemel. Jeg har tilføjet lidt groft mel, for at få flere fibre i dejen. Men ikke for meget, da de ikke må blive for tunge og stadig skal smage som hveder. Det her er bare de bedste hveder, og de slår bagerens 🙂
“Den oprindelige opskrift findes ikke mere på Internettet”
Her får du min bedste opskrift på hveder:
Varme hveder
Ingredienser
- 2½ dl lunkent vand
- 2½ dl lunken mælk
- 20 g gær
- 2 æg
- 15 g havsalt
- 50 g rørsukker
- 10 g kardemommekapsler
- 1-1,2 kg hvedemel Du kan vælge at erstatte 1/3 med fuldkornsmel
- 50 g blødt smør
Sådan gør du
Fordej
- Du får hvederne helt op på knopperne ved at lave en fordej dagen før. 200 g mel, 2 dl vand og 10 g gær æltes sammen til en god, fast dej. Den lader du så stå i køleskabet i 24 timer.
- Rist kardemommekapslerne på en pande til det dufter herligt. Blend dem herefter i en krydderikværn og sigt så de grønne skaller fra. Du kan i stedet bruge stødt kardemomme, men det bliver ikke helt det samme.
- Hæld vand og mælk i en skål, og rør gæren ud heri.
- Rør æg, havsalt og rørsukker i væsken, og tilsæt så kardemomme og hvedemel. Vil du have en lidt lettere bolle, kan du droppe mælken og erstatte med vand.
- Tilsæt fordejen
- Ælt dejen sammen – enten i skålen med en flad grydeske eller i røremaskinen i et par minutter.
- Ælt så smørret ind i dejen, til den slipper kanterne på skålen, det tager ca. 5–6 minutter på maskinen, lidt længere tid i hånden.
- Lad nu dejen hæve tildækket 2 timer i skålen på et lunt sted.
- Vend dejen ud på et melet bord, og tril den ud til en lang pølse.
- Del den i 20 stykker, og form dem til boller.
- Sæt bollerne på en bradepande med bagepapir, så de står tæt uden at røre hinanden, og lad dem hæve lunt i 2–3 timer, til de har dobbelt størrelse og er hævet sammen.
- Bag hvedeknopperne ved 220° i ca. 12-15 minutter.
- Vend de færdigbagte knopper ud af bradepanden, og lad dem afkøle på en bagerist.
- Skær hvedeknopperne over ved servering, og rist dem sprøde i ovnen i 6–8 minutter ved 200°.