Jeps… Tarzan er genopstået! … og nu som kvinde. Det var i hvert fald sådan, jeg følte det i mandags, da jeg for første gang i mit liv oksede rundt i et fitnesscenter til holdtræning. Min læge var så “flink” at sende en henvisning til den lokale FysioDanmark klinik. Min fysioterapeut er en mand og lidt yngre end mig selv tror jeg – og med et energiniveau, som ligger langt højere end mit eget. Vi havde en samtale inden selve træningsdagen. Derefter tegnede og fortalte han og fremviste mig nogle kruseduller, som var et træningsprogram med ord, jeg ikke helt forstod. Men det kom jeg til. Sådan da…
Holdtræning
Jeg kunne vælge mellem holdtræning eller hjemmetræning. Jeg valgte holdtræning. I ved sikkert ligesom jeg, at det der med at træne hjemme, kan gå lidt op ad bakke. Undskyldningerne står nærmest i kø for at give en forklaring på, hvorfor man ikke lige skal træne i dag. Så for at være sikkert på, at jeg fik det gjort, valgte jeg et hold. Jeg møder om eftermiddagen. Så kommer det heller ikke i vejen for de dage, hvor jeg er afløser i hjemmeplejen. Det er jeg jo 3 gange ugentlig. Så nu er der færre undskyldninger for ikke at møde op.
Jeg har tidligere trænet gymnastik på hold. Det gik også fint i starten af 1. sæson. Men så blev det hårdere og hårdere og til sidst var det som om, at instruktøren havde glemt at holdet var for folk med skavanker. Så jeg tilmeldte mig ikke næste sæson. Det blev for svært.
Benpres
3 X 10 er ikke helt det samme regnestykke, som jeg engang lærte i skolen – og så alligevel. Det betyder at du skal lave en øvelse som 3 sæt a 10 repetitioner. Første øvelse i mandags i centret var benpres. Jo tak benene blev presset vældigt meget. Så meget at jeg ikke kunne flytte de 2 pedaler, man skal skubbe fremad. Fysioterapeuten hævede et øjenbryn og smilede skævt. “Nååå, vi må hellere lige lette trykket.” Han trykkede på en knap, så nålen landede på 50 kg. “Prøv igen!” “Ey ey Sir”, tænkte jeg nu med en tomatrød kulør i hele ansigtet. Nu gav de sig, og det lykkedes faktisk at hamre dem i bund 10 gange. Det værste var bare, at det var jo kun det 1. sæt. Der var stadig 2 X 10 tilbage. Meeen efter mit hoved fik en nu blålilla farve, lykkedes det mig at gennemføre disse sæt også.
Havfrue på gulvet
Så var der bare 8-9 øvelser mere. Jeg prøvede alt muligt forskelligt som fx at ligge som en strandet havfrue på gulvet, der underligt nok havde fået ben, og nu nærmest forsøgte at ligne en superhelt. Ja sådan lidt som Superman, hvor han strækker den ene hånd frem i luften og det modsatte ben bagud. Af en eller anden grund kunne jeg ikke rigtig koordinere det. Så mit højre ben og højre hånd ville gøre det samme, og jeg tiltede nærmest ned på siden som en statue, der knækkede. “Forkert Laila” lød det rungende gennem rummet. “Modsat ben og arm!”
Rambo
Så hev han nogle torve frem. Oh oooh. Skal jeg mon klatre op i dem? Men nej torvene var elastiske og kunne trækkes i ligesom var det kæmpe store elastikker. Jeg skulle hæve og sænke armene med bøjede albuer. Det kunne jeg da finde ud af. Jeg kiggede mig i spejlet imens. Hey! Der er lidt Rambo over det. Det var lige før, at jeg fik creepet hår og pandebånd. Så manglede der bare lidt 80’er musik fra højtalerne.
Rejse-sætte-sig øvelser
Jeg nåede ikke alle øvelser. Men dog de fleste. Jeg afsluttede med nogle rejse-sætte-sig øvelser. “De er nemme at gøre derhjemme” sagde Hr. Fys. Var det mon en hentydning? Ja det var det. Der gik nemlig ikke længe før han tilføjede: “Så dem kan du lige øve dig lidt på.” Ok så. Jo det kan jeg vel godt. Men jeg bliver nødt til at lægge det i min kalender. Har jeg lært noget i denne lange forandringsrejse, så er det at få tingene planlagt. Ellers bliver de glemt i farten. Når noget ikke er en vane, skal man liiiige mindes om, at det skal gøres. Der virker kalenderen fint for mig, da jeg kigger i den hver dag.
Jeg var til en samtale dagen efter 1. træningsdag i salen. Han nærstuderede mit dårlige knæ, og jeg fik massage i den ene skulder. Jeg ville gerne fortælle jer at det var dejligt. Det var meget ømt. Selv et par dage efter var det stadig ømt. Men det skal nok blive godt. Men hvis I så tror at jeg slap med det, så tro om 🙂
Et gult elastikbånd
Jeg blev tilbudt at købe et gult elastikbånd. Det gjorde jeg så. Som “belønning” fik jeg et gratis hjemmetræningsprogram. Han krydsede 4 øvelser af og tilføjede: “Du må gerne “kigge” på de andre, hvis du får lyst.” “Hint – Hint” Så nu har jeg kigget og kigget. Tjo jeg kunne da også lige prøve dem. Jeg har på bedste vis forsøgt at udføre dem.
Jeg satte noget musik på og iførte mig de nok strammeste træningsbukser, der findes, og gik så i gang med træningen. Det tog ca. 60 min. inklusiv opvarmning. Det kan da mærkes. Var jeg skuespiller i stykket “Klokkeren fra Notre Dame” ville man kalde mig “method actor”.. Jeg har lavet midlertidig fysisk “skade” på min krop, så jeg går ligesom klokkeren 🙂 Det ser sådan ud.
Men værre er det så heller ikke. Jeg er faktisk overrasket over, hvor mange forskellige øvelser, man kan lave med et elastikbånd om fødderne eller armene. Jeg har ikke et ribbe, men bruger så radiatoren eller bøjlestangen i Ikea-skabet (jeg håber den holder til det) eller dørhåndtaget på badeværelsesdøren. Gud hjælpe mig hvis den springer op og slår mig ud – ligesom præsten i “Klassefesten nr. 3” Slam!
Forpligtelse
Jeg har tidligere haft en henvisning liggende på fysioterapi, men har ikke turdet at gå i gang. Da arbejdede jeg også mange flere timer både på arbejde og hjemme med alt det, som jeg ikke nåede på mit arbejde. Jeg brugte mange timer ugentligt i bilen frem og tilbage mellem hjem og arbejdsplads. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne klare det og henvisningen blev forældet. Men nu er der “tid” til det eller nærmere sagt: Nu tør jeg at prioritere det. Jeg er ikke mere bange for at mangle overskud til det. Jeg har jo lavet en del om på alting i november måned sidste år.
Motivation
Motivation for træningen er der. Men vigtig er det også med forpligtelse. Det gør, at man kommer af sted. Vi har jo en aftale ikke? 🙂 Den vil jeg nødig svigte. Så jeg håber at forpligtelsen hjælper mig på de dage, hvor man hellere bare ville være hjemme, og motivationen er dalet. For de dage kommer. Det ved jeg. Nu er det spændende og nyt. Men henvisningen gælder i et år. Kan I forestille jer, hvordan det lyder om en måned eller to? Så er det ikke nyt længere. Så jeg tror på, at forpligtelse i at møde op til holdtræningen nok skal hjælpe på, at jeg holder fast i det.