Min fødselsdag med amerikansk tema
“Min amerikanske fødselsdag” blev fejret den 14. maj i år, selvom min rigtige fødselsdag var den 20. april. René og jeg havde valgt igen i år at holde en fælles fødselsdag. Det er lidt nemmere at gøre det på denne måde. Vores fødselsdag er kun med 3 ugers mellemrum, så det er oplagt at slå dem sammen.
Hvilket fødselsdagstema skal vi vælge i år? hm…
Vi skiftes til at bestemme menuen eller temaet. Sidste år var det René, som bestemte, hvad vi skulle have at spise. Da fik vi sous vide bøffer med pommes fritter, bearnaisesauce og rødvinssauce. Det var også lækkert og en rigtig herremenu.
I år var det så min tur. Først havde jeg tænkt på tapas. Men da jeg forslog dette til René, fik han det mest underlige ansigtsudtryk. Han sagde ikke rigtig noget. Men det havde han heller ikke behøvet. Det er måske lidt for “tøset” i hans verden med tapas 🙂 Så jeg bestemte mig for at droppe det.
Jeg gik i tænkeboks, indtil jeg fik den idé, at temaet skulle være amerikansk. Da jeg forslog dette til René, lød han også ret interesseret. Ansigtsudtrykket var normalt denne gang 🙂 Så et amerikansk tema blev det.
Andre relevante artikler
Jeg bestilte amerikanske flag og servietter – ja endda en flagguirlande til at hænge over bordet. Det er faktisk første gang, at jeg har gjort så meget ud af det. Men min energi og overskud var også højere end nogensinde før, efter jeg havde lavet mit liv gevaldigt om. Det var ret sjovt at planlægge. Dog var der andet at se til i ugerne op til fødselsdagen pga. en konfirmation i familien. Så det var faktisk først i ugen op til selve fødselsdagen, at jeg fik den endelige menu på plads, fik handlet ind osv.
Menuen blev således:
Brunch
- Hjemmebagt tebirkes & rugbrød (bake off)
- Scramble eggs med bacon & brunchpølser
- Oste- og pålægsfade med frugt
- Peanutbutter, sirup, smør, pålægschokolade, nutella & marmelade
- Brunchpandekager fra det vilde vesten med karamelsirup og bær
- Banana bread (amerikansk bananbrød)
- Pumpkin bread (amerikansk græskarbrød)
- Chokolademuffins og amerikanske cookies (købte)
- Kaffe, te, brikjuice, mælk, brikkakaomælk & vand
Aftensmad – hovedret
- Fried chicken (paneret stegt kylling)
- Spareribs fra Mr. Beef
- BBQ sauce
- Macaroni and cheese (makaroni og ost)
- Grillede majs
- Baked beans (købt på dåse)
- Coleslaw salat
- Agurkesalat
- Biskuits med smør
Aftensmad – dessert
- American Apple Pie (amerikansk æbletærte) med vanilje-fraiche
To fødselsdage på samme dag
Jeg startede forberedelser til fødselsdagen allerede dagen før. Jeg lavede så meget som muligt med tanke om at det skulle være så nemt som muligt dagen efter. Jeg bagte pandekager, skar alle grøntsager til salat, og lagde kyllingen i kærnemælk. Jeg sørgede også for at dække bordet med service og servietter.
På selve dagen stod jeg tidligt op. Jeg er et A-menneske, så det er aldrig noget problem. Ofte vågner jeg helt af mig selv. Så var det bare at komme i gang. Men jeg havde ikke travlt og ingen følelse af stress. Det hele foregik stille og roligt, og alt var klart til gæsterne, da de ankom kl. 9:30.
Vi holdt faktisk to fødselsdage den dag. En for Renés side af familien og en for min side. Desværre havde nogle af gæsterne aflyst i sidste øjeblik, så om aftenen blev vi knap så mange. Det var jeg lidt ærgerlig over, men ikke overrasket. Jeg havde set det komme. Men aftenen blev alligevel en succes og vi hyggede os i flere timer. Det var den bedste fødselsdag, vi har haft længe og vil blive husket i lang tid 🙂