Hjem » Året der gik 2022 – del 1
Året der gik 2022 - del 1

Året der gik 2022 – del 1

af Laila
Udgivet: Sidst opdateret den

Så er der gået et år, og det er blevet tid til at kigge tilbage på året der gik – 2022. Her mener jeg ift. mit eget personlige og arbejdsmæssige liv, og livet her på bloggen. At kigge tilbage giver lidt en ide om, hvad man har opnået og hvad er blot blevet ved drømmene. Dette kan inspirere en til, hvad man kan arbejde på i 2023, og hvad skal i papirkurven 😉

Her kommer del 1: Januar – juni 2022

Januar 2022

Januar 2022

Pixels sugerørsteknik

Pixel vores kære hund lærte sig selv et nyt trick: Saml skræl op fra papirkurven imens vi spiser!… og en særlig sugerørs-teknik med tomme kakaomælk. Det gør hun stadig i dag 🙂 Det er en måde at få opmærksomhed på. Hun vil nemlig utrolig gerne have fat i maden på vores tallerkener.

Gærdejsopskrifter

Januar var også en måned med masser af produktion til bloggen. Jeg eksperimenterede med gærdeje og surdeje. Det blev blandt andet til opskrifter på rugbrød og pølsehorn på bloggen.



Afløser i hjemmeplejen

Jeg var også godt i gang med mit den gang nye job som afløser i hjemmeplejen. Dette er et job, jeg stadigt har i dag. I januar var jeg meget ny og skulle lære alting fra bunden. Jeg lavede mange fejl, men heldigvis lærte jeg hurtigt de basale ting. Nu snart et år efter har jeg lært utroligt meget om personlig pleje, forflytninger, medicin og meget mere. Jeg arbejder i hjemmeplejen ca. 18 timer ugentlig.

Ja endnu kan jeg ikke forsørge vores lille familie ved at være blogger / Youtuber, men det er mit mål, at jeg en dag kan arbejde online på fuldtid.

Februar 2022

Styrketræning

Jeg startede i februar på hold hos en fysioterapeut og lavede styrketrænings- og balanceøvelser. Desværre fik jeg diagnosen leddegigt i 2021. Det bevirkede at jeg fik et års gratis medicinsk træning, som det kaldes. Det har også hjulpet godt. I dag er jeg blevet mere mobil og har færre smerter end før.

Mit forløb slutter snart hos fysioterapeuten, og jeg overvejer, om jeg skal melde mig ind i et fitnesscenter og fortsætte på egen hånd. Jeg tror, det vil være godt til både det fysiske og mentale helbred.

Vægtændringer

Desværre er min vægt steget en del i 2022. Det startede faktisk allerede så småt i efteråret 2021. Jeg havde mange problemer og det satte gang i den følelsesmæssige spisning og et ustruktureret måltidsmønster. Jeg kunne bare se og mærke måned for måned, hvordan min krop langsomt blev større og større igen. Jeg vil skrive en længere artikel om det på et tidspunkt.

I dag er min vægt stabil igen. Men de ekstra kilo sidder stadig som om, de var monteret med sekundlim. Det generer mig en del, da jeg ikke føler mig tilpas i min krop. Jeg vil i 2023 arbejde på at få vægten nedadgående igen – hvis jeg kan. Det vil jeg skrive mere om i de kommende måneder 🙂

Havregryn og bælgfrugter

Der har været meget fokus på bælgfrugter i de nye kostråd. Det er der stadig. Jeg begyndte, at lave nye opskrifter med bælgfrugter, såsom denne lækre ret med baconruller med kylling og baked bean.

Jeg forsøgte mig også med alternativer til havregrød og lavede bl.a. bagt havregrød, som er utroligt lækkert sammen med en klat yoghurt.

Marts 2022

Marts 2022

Corona

Jeg blev for første og (indtil videre) eneste gang smittet med corona. Det var et helvede! Det startede som en meget stærk smerte i halsen og efterfølgende et par dage med influenza symptomer. Det lyder ikke af meget men desværre da jeg ellers troede jeg var rask, gik det pludselig ned af bakke igen, og jeg fik for alvor influenza. Det tog mig 3 uger inden, at jeg følte mig bare sådan nogenlunde mig selv igen.



Robotten Robert

Vi købte en robotplæneklipper “Robert”, som den blev døbt. Det var en god investering. Den har arbejdet flittigt hele året med at holde græsplænen. Hvor har vi bare nydt at kunne “slippe” for at slå plænen selv og kigge ud på en flot trimmet plæne. Jeg lavede en YouTube video om det, som blev en af mine mest populære videoer på YouTube. Den kan I se her, hvis I har lyst:

Karryretter

Jeg lagde en god opskrift på karrysovs ind på bloggen. Jeg har faktisk aldrig været fan af retter som fx boller i karry indtil jeg engang fik denne opskrift på karrysovs. Samme sovs bruges i retten mørbrad i fad. Den er rigtig god og et varmt måltid med masser af smag og gode råvarer.

April 2022

Min fødselsdag

I april havde jeg fødselsdag – eller nærmere sagt den 20. april. Det blev også fejret og jeg lavede blandt andet en lækker fødselsdagskage, som jeg sagtens kunne finde på at lave igen i år.

Påskelagkage

April stod i kagernes tegn. Jeg lavede en lækker påskelagkage, som var en fryd for øjet. Jeg har aldrig syntes, at jeg var særlig god til finish. Det har aldrig sagt mig så meget. Men jeg elskede alle de flotte pastelfarver og gæsterne var begejstrede for påskelagkagen 🙂

Guldkornssmåkager

Jeg fandt en gammel opskrift på Guldkornssmåkager fra min barndom. Selvfølgelig skulle også den opskrift på bloggen. Det er bare så dejligt at have alle de gode gamle opskrifter opbevaret her.

Søren Ryge Kringle

Søren Ryge Kringle opskriften blev også lagt på bloggen. Jeg lavede en YouTube video, som i dag er set at flere tusinde. Det er en populærkage, og jeg bager den flere gange om året – ofte for andre eller til fester i familien.

YouTube video med Søren Ryge Kringle

Maj 2022

Maj 2022

Road trip

I maj var René og jeg på en af vores “Road trips”. Det er noget, vi begge elsker. Jeg planlægger en tur på Google Maps, og så kører vi afsted. René ved ikke, hvor vi skal hen. Han kan godt lide overraskelsen. køreturen tager som regel blot en dags tid. Så vi er hjemme igen om aftenen. Vi kommer rundt og ser forskelle naturskønne områder, byer og skjulte “skatte” i det danske samfund. Det er en billig måde at få sig nogle oplevelser på. Vi var i 2022 blandt andet inde og se den tyske krigskirkegård.

Min første elcykel

Jeg var så heldig at “arve” min svigermors gamle elcykel. Hun ville have en ny opgraderet model. Den gamle fik jeg tilbudt og jeg sagde ja tak med det samme. Sådan en havde jeg aldrig ejet, og jeg har nydt at have den lige siden. Her i den kolde tid står den pænt parkeret på terrassen, men så snart det bliver lunere og lysere, skal der gang i pedalerne igen.

Konfirmation

Årets konfirmation blev holdt af familien. Det var en dejlig dag med fest og farver. Jeg havde stået for desserten og lavet forskellige slags is og brownies. Desuden hjalp jeg til i køkkenet ind i mellem. Men der var heldigvis også tid til at nyde festen, maden og gæsterne.



Franskbrød i bagemaskine

Maj måneds nok mest succesfulde opskrift blev en opskrift på franskbrød i bagemaskine. Statistikken viser, at den er ret populær og søgt efter på Google. Jeg tror heller ikke, at der er så mange opskrifter på fuldkornsbrød i bagemaskine derude. Denne her er nem og bliver god hver gang.

Juni 2022

Juni 2022

Flødebollelagkage

En af mine ynglingskager nemlig Flødebollelagkagen lavede jeg i forbindelse med en hyggedag med familien. Det er en dejlig nem kage at lave, som ikke skal bages. Sød, cremet, sprød og frisk i samme bid.

Aftensmad på terrassen

Aftenerne var blevet lune og lyse nok til, at vi begyndte at spise ude på terrassen. Vi nød at sidde i vores havemøbler og at sidde i læ. Vi fik sat et plankeværk op i 2021. Det lyder måske lidt underligt at vi “nød” møblerne. Men i mange år har vores havemøbler blæst rundt omkring i haven og gået i stykker, hver gang det var stormvejr. Vi havde ingen læ i haven og heller ej et skur. Men det har vi nu.

Jeg købte en lille el-grill i Lidl. Den har vi endnu, og den er faktisk mega god og let at gøre rent. Hvis I falder over den en gang, kan I roligt købe den. Den var billig. Det sker ofte, at de finder de samme elektriske køkkenting frem igen og igen i årets løb.

Pålægsfad

Jeg begyndte hver morgen at smøre et fad med smørrebrød til René og jeg. Så nød vi dem sammen til frokost. Jeg er faktisk stoppet med den vane igen. Den fortsatte ellers i flere måneder, men til sidst blev det for meget. Det skete for tit, at vi ikke fik madderne spist. I dag får vi ofte et stykke rugbrød med en lun fiskefilet, lun torskerogn eller andet lækkert til frokost. Hvis jeg har en hjemmearbejdsdag, laver jeg tit middagsmad kl.12.

Kontrol på sygehuset

Jeg har måtte afsted til kontrol på Gødstrup Sygehus nogle gange, siden jeg fik leddegigt. Det er nok noget, som vil fortsætte mange måneder eller år i fremtiden. Jeg tænker at det er meget normalt, når man har en kronisk sygdom. Det er også betryggende, at der bliver holdt øje med om alt forløber, som det skal. Det har dog alligevel taget lidt tid at vende sig til og jeg må indrømme i perioder går det mig lidt på.

Andre relevante artikler

Efterlad en kommentar

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din oplevelse. Vi antager, at du er ok med dette, men du kan fravælge det, hvis du ønsker det. Accept Læs mere

Privacy & Cookies Policy